“Når det ikke kan være anderledes, kunne det da ikke være en bedre afslutning"

Søren Husted går i træningscenter to gange om ugen. Om torsdagen går han i mandeklub, og om lørdagen spiser han kryddersild med æg og snaps. Søndag drikker han kirkeøl med Karsten og Knud Erik, og af og til går han til verdens ende med sin kone, Lis, som han mødte til bal i Balle i 1957.

”Det her er Udsigten,” fortæller Søren, mens han parkerer rollatoren og dumper ned i en sofa, der står foran et stort vinduesparti.

”Når vi når her til, vender vi om og går tilbage,” siger han. ”Vi kalder det at gå til verdens ende.”

Lis griner.

Søren er 83 år gammel.
For lidt over to år siden flyttede han ind i lejlighed A6 på plejecentret Højager i Jelling. Lis flyttede ind i lejligheden ved siden af.

”Det kunne ikke være anderledes,” fortæller Søren. ”Vi blev nødt til at flytte hertil.”

Lis har Alzheimers, og Søren har prostatakræft og et brud på bækkenet, som er det slemmeste.

Alligevel nyder de tilværelsen på Højagercentret, hvor livet ikke slutter, selvom det nok er sidste stop.

”Her kan vi gøre, næsten lige hvad vi vil,” fortæller Søren.
”Vi er med til at bestemme, hvad vi vil spise. Vi har kæledyr, og her er der noget at lave hver dag.”

Stråtag og violinkasse

Over spisebordet i Lis’ lejlighed hænger to malerier.
Søren peger på det ene. Det er en trelænget gård med røde mursten.

”Sådan så gården ud,” fortæller han.
Søren er gammel landmand, men I 1968 brændte gården, og Søren gik i lære som tækkemand.

Han lagde strå fra 1974, til han i 1995 overdrog sit firma til sin lillebror og gik på efterløn.

”Selvom jeg gik på efterløn arbejdede jeg stadig lidt,” fortæller Søren.
”Når de havde noget i firmaet, de ikke kunne finde ud af, så skulle de jo have hjælp af den gamle, som de sagde.”

Fra vinduet i Lis’ lejlighed kan man se et lille fuglehus, der står i haven.

Fuglehusets tag er lavet af strå.

”Sådan nogle lavede jeg også,” fortæller Søren.

På gangarealet i hjemmet står en stor plante. Det er en violinkasse, og den er et hoved højere end Lis.

”Den her kommer også hjemme fra os,” fortæller Søren.

”Det er Lis, der har plantet den.”

”Der er mange af de ting, som står rundt omkring på hjemmet, der kommer fra beboerne,” fortæller Søren.

På Højagercentret flytter man hjem

Højagercentret er et af 16 danske plejehjem, der er registreret under Eden Alternative-konceptet.

Eden Alternative går ud på at modarbejde ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed blandt ældre. Filosofien kommer fra USA, hvor en læge, der arbejdede med ældre, plejekrævende patienter, fandt ud af, at mange ældre følte sig ensomme.

”Han fandt ud af, at mange af de ældre fik det bedre, når der blev sat fokus på livshistorier, velvære og selvbestemmelse,” forklarer Berit Olesen, der er Eden-koordinator på Højagercentret.

”Det betyder noget, om man har været landmand eller bymenneske. Og så er det lige meget, om man er dement eller en helt almindelig ældre person. Man har et eller andet, man interesserer sig for,” fortæller Berit Olesen.

Derfor fokuserer personalet på Højagercentret meget på de ældres livshistorier, når de flytter ind på plejehjemmet.

”Hvis man har været landmand, kan det være, at man skal have jord under neglene. Hvis man har lavet noget andet, vil man måske hellere sidde og nørkle,” fortæller Berit Olesen.

”Beboerne her hjælper hinanden med det, de kan. Vi har nogle stykker, der nyder at hjælpe med at ordne haven. Vi har også en kvinde, der hjælper med at tømme skraldeposer hver dag,” forklarer Berit Olesen.

”Det afhjælper noget ensomhed og kedsomhed, fordi beboerne får et ansvar for hinanden.”

”Højagercentret er beboernes hjem. Her handler sundhed om velvære,” siger Berit Olesen. ”Sundhed handler om, at du har din selvbestemmelsesret, så længe du selv kan tage den. Det handler om, at du trives og har det godt,” fortsætter hun.

Fra fast madplan til åbent køleskab

”Når jeg tænker tilbage på, hvordan det fungerede før, krummer jeg tæer,” fortæller Berit Olesen.
Hun har arbejdet på Højagercentret i 23 år, og hun husker tydeligt, hvordan plejehjemmet fungerede, før de begyndte at arbejde efter Eden-filosofien

”Når man flyttede ind dengang, blev man spurgt, hvad man ønskede at spise og drikke. Det blev noteret ned, og så var der ikke mulighed for at få noget andet,” forklarer hun.

”Man fik det mad, man havde bestemt sig for. Hver dag.”

”Dengang var det bare et arbejde, der skulle udføres. Det var nærmest rundepleje. Det var jo ikke værdigt. Men det er det i dag,” siger hun.

”I dag er det beboerne, der har ordet. Det er deres hjem, og så må vi prøve at rette os lidt ind og se, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke kan lade sig gøre,” fortæller Berit Olesen.

”Beboerne er med til at lægge madplan, og de kan bare gå i køleskabet, hvis de vil have noget mellem måltiderne. Det kan være et stykke knækbrød eller en øl,” fortæller Berit Olesen.

God mad og alkohol

I dag har Søren og Lis besøg af deres datter Sanne Husted og hendes kæreste Jens Peter Andersen. De sidder alle fire i Lis’ lejlighed og spiser æblekage og drikker kaffe.

”Her på centret kan vi trække os tilbage, hvis vi vil,” fortæller Søren, mens han dykker skeen ned i skålen med gammeldags æblekage.

”Vi kan gøre, lige hvad vi vil,” fortsætter han.
”Det er dejligt her.” Søren rækker skålen med æblekage til Lis.
”Nej, det kunne ikke blive bedre,” tilføjer hun.

”Det smager da meget godt det her,” siger Søren, mens han peger sin ske mod tallerknen. De andre rundt om bordet er enige.

”Vi får virkelig god mad her,” fortæller Søren. ”Virkelig god mad!”

”Om lørdagen får vi sild med æg og snaps og øl,” siger han.
”Hvis vi har fødselsdag bestemmer vi menuen, og om torsdagen har vi mandeklub. Som går ud på, at..”
”Alkohol!” Bryder Jens Peter ind.
De griner.
”Vi laver blandt andet kryddersnaps, som vi sælger til vores årlige loppemarked,” fortæller Søren.

”Da du kom her, var du jo nærmest bare skind og ben,” siger Sanne og kigger på sin far.
”Nu begynder du at ligne dig selv.”
”Ja, du skulle vist også have nye bukser efter lidt tid,” byder Jens Peter Andersen ind.
De griner.
”Det er godt, at du ligner dig selv igen,” siger Lis. Hun kigger på sin mand og klapper ham på skulderen.

”Der er dejligt her. Det er vores hjem,” siger Søren.

Erindringsdans
”Vi har også nogle gange fester,” fortæller Søren. 
”Nogle gange bliver der også danset erindringsdans,” byder Sanne ind.

”Der er en af damerne fra hjemmet, der slet ikke kan holde sig i ro, når musikken begynder,” fortsætter hun.
”Men hun kan ikke finde rundt på hjemmet,” siger Søren og smiler. ”Men hun kan virkelig danse!” Siger Jens Peter.
”Ja, det kan hun!” Konstaterer Søren.
De griner.

Erindringsdans går ud på at beboerne skal få lyst til at danse og bevæge sig. Erindringsdansen handler ikke om, at de ældre skal lære at danse, men i højere grad at få minder frem fra sit liv ved at vugge til velkendte viser.

”Når vi kører hjem herfra, efter vi har danset erindringsdans, sidder Lille Sommerfugl bare fast i hovedet,” fortæller Jens Peter.

”Men det er skønt. Jeg kan få en dans med svigermor. For selvom hun har alzheimers har hun ikke glemt, hvordan man danser,” fortsætter han.

Det kunne ikke være bedre

På væggen i hjemmets stue hænger et gammelt bornholmerur.
Pendulet vugger roligt fra side til side.
Tik. Tok.
Tik. Tok.

På gangen hiver Søren i en rød snor, så døren ind til Solstrålen, hvor han bor, åbner.
To ældre damer med rollator ruller forbi.

”Vi må hellere undgå at køre jer ned,” siger den ene.
”Nej, vi vil helst ikke køre Søren og Lis ned,” tilføjer den anden og griner.

Søren griner med, lader de to damer rulle forbi, og går selv ind.

”Når nu det ikke kan være anderledes, kunne der da ikke være en bedre afslutning end her,” siger Søren.